fredag den 8. december 2017

"Jerndatteren" af Julie Kagawa (Iron Fey sagaen #2)

Org. titel: The Iron Daughter - Forlag: HarperCollins Nordic - Udgivet: 2017 - Sidanetal: 368 - Sprog: Dansk - Org. Sprog: Engelsk 
Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic - 3/5 stjerner


Du kan læse min anmeldelse af den første bog, Jernkongen, i serien her

"Et løfte til en prins fik mig til at vende tilbage til landet Aldrigaldrig, og nu er jeg blevet taget til fange. 

Tiden fungerer ikke her som i den menneskelige verden, og måske viser det sig, når jeg tager herfra, at der faktisk er gået hundrede år, og hele min familie og alle mine venner for længst er døde. Tanken skræmmer mig, men det kan ikke hjælpe noget, for der er en krig mellem Lys- og Mørkehoffet, og jeg står midt imellem de to dødsfjender."

"Jerndatteren" fortsætter der hvor "Jernkongen" slap. Meghan indgik et løfte med Ash, vinterprinsen, og er derfor Dronning Mabs fange. Efter hændelserne som trioen er gået igennem, er der stadig ingen i vinterriget der tror på Meghan og Ash om at der findes jernfeyer. 

Hvor der i Jernkongen var fortryllende og rare momenter, er der i Jerndatteren en helt anden atmosfære. Det er en meget mørkere og alvorlig fortælling med masser af vold, krig og spænding. 

"Fra det øjeblik du satte dine ben i Aldrigaldrig, har du været min skæbne. Jeg skulle aldrig have indgået den kontrakt med dig."

Da vi nu kender universet er der ikke helt så mange ting man skal sætte sig ind i, og der er i højere grad fokus på karakternes udvikling. Kærlighed fyldte også en hel del i denne bog, og jeg følte at det gik lidt for stærkt. Især Meghans ubeslutsomhed når det kommer til fyre irriterede mig lidt, da jeg ikke er så god til trekantsdramaer. 

Jeg følte at Kagawa lagde op til momenter hvor man skulle blive overrasket og chokeret, og der var flere gange hvor jeg følte at jeg allerede havde forudset det. Men dog var det ikke alt jeg havde forudset, så jeg fik mig også nogle overraskelser undervejs. 

"Jeg kunne aldrig igen være normal og uvidende, når jeg var klar over, hvad der var derude. Alfernes verden var en del af mig nu. Så længe jeg levede, ville jeg altid lede efter hemmelige døre og skikkelser set ud af øjenkrogen."

Da jeg havde færdiglæst bogen, havde jeg følelsen af at jeg allerede havde læst bogen én gange - fordi at der var elementer og begivenheder der mindede mig om hinanden i de to bøger, og jeg fik lidt en fornemmelse af deja-vu. 

Nu skal det ikke lyde som om jeg ikke kunne lide bogen, for det kunne jeg! Hvis man kunne lide Jernkongen, vil man bestemt også kunne lide Jerndatteren, da den i min optik er bedre. Det er en yderst spændende fortælling, der er endnu mere forskruet og mørk end sin forgænger. Jeg skal helt sikkert fortsætte eventyret og se hvad der venter vores trio. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar